Jeg har for nyligt deltaget i en ungdomslejr for unge med nedsat hørelse (Høreforeningens ungdomslejr 2012). Jeg har deltaget i disse ungdomslejre 3 gange, og alle gange har jeg i høj grad fået fornyet fokus på min egen hørelse.
På ungdomslejrene bliver der snakket meget om de problemer vi hver især oplever i forhold til vores hørelse. Denne snak bliver yderligere suppleret med en række foredrag, som naturligvis er forskellige fra år til år, men som oftest er med til at give os fokus på hvilke konsekvenser vores hørenedsættelse har både rent praktisk men også på et psykologisk plan.
Det var primært sidste år (2011) at jeg for alvor begyndte at lægge mærke til mine problemer. I et af foredragende blev der grundigt gennemgået hvordan hørelsen fungerer samt hvilke former for høretab der findes. Her fik jeg for alvor øjnene op for, at mit største problem som sådan ikke er den nedsættelse jeg har i lydstyrke men derimod at jeg har et meget stort skelnetab. I billedet nedenfor er min seneste hørekurve afbildet – mit skelnetab er ikke vist i figuren, men jeg har et skelnetab der ligger omkring 80 %.
Min hørekurve (2009) – grøn streg er højre øre mens rød streg er venstre øre
Et skelnetab betyder kort fortalt at man har mistet en del af evnen til at skelne imellem de små forskelle i lydens frekvenser (toner). Oftest vil dette betyde at man får svært ved at skelne præcist hvilke bogstaver folk udtaler i de mange ord som udgør en sætning. I mit tilfælde er problemet i høj grad at jeg har meget svært ved at høre konsonanter samt at vurdere om en konsonant er et d, b, g, t, p og flere andre konsonanter. Rent praktisk betyder det at hvis jeg ikke har mulighed for at mundaflæse så er det meget svært for mig at høre præcist hvilke ord der bliver sagt. Langt hen ad vejen kan man gætte sig ud fra konteksten om der blev sagt båd eller bog, men fordi man hele tiden skal bruge ekstra meget energi på, at gætte hvert enkelt ord bliver man meget let træt.
I artiklen “Skelnetabets betydning for kommunikation” af Kisten E. Dehn og Susanne S. Nemholt bliver et skelnetab forklaret meget grundigere, men det der i mine øjne er mest interessant at læse er, at et stort skelnetab for de fleste har den konsekvens at man har en tendens til at “koble af” når der er flere der snakker. Årsagen er naturligvis at man med et skelnetab skal bruge meget energi på at følge med i en samtale. Det betyder at man får et helt naturligt behov for pauser, og den nemmeste måde er i situationen at lade være med at lytte og i stedet for “falde i sine egne tanker”, derudover betyder et skelnetab i høj grad at man mister tilliden til sin egen hørelse. Når man mister denne tillid bliver man meget nemt tilbageholden i en hver form for kommunikation fordi man er i tvivl om det man vil byde ind med reelt er relevant for den aktuelle samtale, om man kommer til at gentage noget en anden har sagt eller om man ligefrem svarer på et helt andet spørgsmål end det der blev spurgt. Denne problematik kender jeg selv alt for godt. Jeg kan nikke genkendende til alle de konsekvenser som artiklen nævner.
For mig betyder det problem at jeg bliver hægtet af i rigtig mange situationer, og at det kræver meget mod at skulle kommunikere med nye mennesker og ikke mindst tage initiativ til at møde nye mennesker. På sin vis kan man beskrive dette problem som en negativ spiral netop fordi hørenedsættelsen og skelnetabet bliver en hindring for at skabe nye kontakter med andre mennesker.
Som allerede nævnt er det høreforeningens ungdomslejre der for alvor har givet mig det skub der skulle til for at få fokus på præcis hvad der var mit problem og ikke mindst på at finde løsninger. Jeg er primært begyndt at lægge mærke til hvad det er for nogle detaljer jeg mangler i min hørelse. Men jeg er også blevet mere opmærksom på at jeg skal løse dem. Det drejer sig f.eks. om at benytte de hjælpemidler som jeg nu engang har til rådighed men også om at forholde mig til om jeg måtte have behov for andre hjælpemidler.
I de sidste to uger er jeg begyndt at interessere mig meget for Cochlear Implant (CI), som er en løsning der skal opereres ind i selve høresneglen. På høreforeningens ungdomslejre er der flere deltagere som har CI. Det er ud fra deres beretninger og erfaringer at jeg har fået interesse for CI. Det der især interesserer mig ved CI er den evne mange oplever i forhold til at få en væsentlig bedre skelneevne. Jeg har på nettet læst flere eksempler på folk der er blevet i stand til at høre lydbøger på fremmedsprog eller folk der har fået en skelneevne der ligger over det en normalthørende har. Det lyder jo som et drømmescenarie for mig.
Der er uden tvivl mange ting at forholde sig til før man vil lade lægerne skære i en under fuld narkose. Først og fremmest skal det afklares hvorvidt det reelt vil være en fordel for mig at få CI. Derudover skal det også afklares om jeg rent fysisk vil kunne få den pågældende operation. Men herudover er det også ret væsentlig at forholde sig til det på det personlige plan. Får man CI vil det være langt mere synligt at man har et apparat på, og man kan næsten tænke at man ser mere handikappet ud med et CI end man gør med almindelige høreapparater. Men som jeg især er begyndt at tænke på så skal man jo reelt gøre op med sig selv hvad der er det største “handikap”: at høre dårligt, eller have et visuelt handikap som det kun er alle andre der ser. Og der er jeg kommet frem til at det helt klart er at foretrække at kunne høre hvad der bliver sagt.
Så jeg har helt klart bestemt mig for at få “eksperterne” til at lave en udredning af hvorvidt det vil kunne betale sig for mig at få CI.