Her til aften har jeg brugt en del tid til på, at læse blogs om folk der har fået CI. Samt set en række videoklips på Youtube om emnet.
Det er ekstremt rørende at læse om folks oplevelser og se videoklips fra deres første oplevelser med CI på youtube. Jeg har næsten følt mig som en magnet fordi jeg virkelig vil vide hvad det vil sige at få CI. Det har for mit vedkommende været umuligt at komme igennem processen uden at fælde tårer. Når man selv overvejer om man skal have CI kan man ikke undgå at spejle sig selv i de oplevelser som andre der har fået CI har oplevet. Derfor kan man ikke undgå at komme i kontakt med ens egne dybeste følelser. Og man begynder så småt også at kunne forholde sig til hvor stærk en følelse det må være pludselig at kunne høre ting som man ikke tidligere har kunnet høre.
Jeg ligger formentlig på grænsen til hvorvidt det vil kunne betale sig at give mig en CI operation, men når jeg forholder mig til de oplevelser som andre har haft med at få CI kan jeg ikke undgå at forholde mig til hvor fedt det måtte være at kunne komme til at høre mere i alle de situationer hvor jeg oplever problemer. For nøj hvor ville det være fedt hvis jeg kunne reducere brugen af ordet “hvad” samt følge med i den løse snak som jeg så ofte møder i rigtigt mange situationer.