Høreprøve og henvisning til audiologisk afdeling

I dag var jeg ved en ørelæge for at få lavet en ny høreprøve. Formålet var at få lavet en henvisning til audiologisk afdeling i Odense, hvor de kan hjælpe mig med at få afklaret, om Cochlear Implant (CI) kunne være en løsning for mig.

Det var et meget hyggeligt forløb, og der var ikke så meget overraskende her. På billederne nedenfor kan du se henholdsvis den gamle og den nye høreprøve:

Min hørekurve (2009) - grøn streg er højre øre mens rød streg er venstre øre

Min hørekurve (2009) – grøn streg er højre øre mens rød streg er venstre øre

Den nye hørekurve (2. oktober 2012) - rød er højre øre - blå er venstre øre

Den nye hørekurve (2. oktober 2012) – rød er højre øre – blå er venstre øre

Når man kigger på den gamle og den nye hørekurve, er der uden tvivl nogle forskelle. Jeg tror mest årsagen til de forskelle er måleunøjagtigheder – Jeg synes i hvert fald, at høreprøven blev hastet lidt for meget igennem.

Det der interesserede mig mest er, at vi også fik lavet en ny test af min skelneevne. På venstre fik jeg noteret et skelnetab på 60% og på højre 76% – ordene som jeg skulle prøve at skelne blev afspillet med 100db.

Jeg var godt klar over at skelneevnen lå i dette lag. Men, som jeg også sagde til ørelægen, så er jeg i tvivl, om scoren reelt set burde ligge lavere, hvis man også tog højde for min gode evne til at gætte ord, som jeg reelt set ikke har hørt helt rigtigt – for da vi lavede testen må jeg indrømme, at det var meget svært at tyde ordene, og jeg sad hele tiden med en følelse af stort set kun at have hørt vokaler og derfor være nødt til at gætte på resten. Eller med andre ord – det var en ordentlig gang “mumlen”, som jeg skulle tyde.

Ørepropforskning ?

Efter at have været ved ørelæge skulle jeg forbi en producent af ørepropper, fordi de propper han havde lavet, ikke var store nok. Vi fik en hyggelig snak, og her fandt jeg ud af, at han faktisk var i gang med at udvikle nye “prop-typer”.

Jeg har i længere tid brugt de såkaldt “bløde” propper, som især skulle være egnede, når man har en stor hørenedsættelse, ganske enkelt fordi de slutter mere tæt end hårde propper. Men ham jeg snakkede med, var ved at eksperimentere med at lave en kombination af de bløde og hårde propper. Han tilbød mig, at jeg kunne teste hans løsning mod at give ham noget feedback på hvordan de var, at have på.

Fordelen ved de nye propper var, at det stykke, der sidder længst inde i øret, er blødt og derfor, kan slutte mere tæt, hvorimod resten af proppen er lavet i det hårde materiale. Fordelen ved denne løsning er, at man kan lave en prop der ser pænere ud. Ulempen eller udfordringen er derimod, at det kan være svært at få den til at slutte tæt nok, når man har så stort et høretab, som jeg har. Derfor var han også nødt til at beholde den prop, han havde lavet til mig på forhånd for at prøve at gøre den større.

Spændende 🙂

Men herudover fortalte den flinke mand også om en helt anden løsning, han var i gang med i samarbejde med Oticon. Denne løsning går ud på at flytte selve høreapparatets højttaler ud i selve proppen. Herved reducerer man tab i lydstyrke og kvalitet igennem prop og slanger. Derudover ser løsningen også noget kønnere ud, idet slangen erstattes med en helt tynd ledning og man sparer plads i selve høreapparatet. Der findes lignende løsninger, men den væsentligste forskel er her, at der bruges hvad, der minder om en traditionel høreprop, hvorved man kan lave apparater til store høretab.

Han spurgte om, det var noget, jeg kunne være interesseret i, og tilbød, at han kunne sende min hørekurve til Oticon, så de kunne vurdere, om det var en som mig, de “manglede”. Jeg gav ham naturligvis lov til at sende hørekurven til dem – selvom han naturligvis intet kunne love.

Hvor er det fedt at få en oplevelse af, at stadig udvikles på ørepropper, og iøvrigt tænkes i muligheden for at flytte noget af høreapparatets funktionalitet over i selve øreproppen.

Comments

comments