Det lader til, at der er mange der gerne vil læse om mine oplevelser fra dagene efter min operation. Mit forrige indlæg blev over de første 2 dage læst af omkring 234 personer 😉 Så jeg har gjort, hvad jeg kunne for at få fortsættelsen klar, så I ikke skulle vente for længe. I dette indlæg fortsætter jeg, hvor jeg slap med at præsentere resten af min første uge efter operationen.

Dag 3.

Tredjedagen var uden tvivl den hårdeste dag for mig. Denne dag måtte jeg kæmpe med hævelser, smerter og meget høj tinnitus. Mine hævelser gav mig en følelse af at have fået stoppet en tennisbold ind under huden bag begge mine ører, samtidig med at såret gjorde ondt. Da det var værst lignede jeg noget man tror  er løgn. På et tidspunkt kiggede jeg mig selv i spejlet på badeværelset og konstaterede, at jeg lignede en kineser – mit ansigt var blevet helt rundt, og jeg lignede slet ikke mig selv – faconen på mit hoved var nærmest som en badebold. Det var mildest talt ubehageligt.

Hertil kom, at min tinnitus havde nået nye højder – jeg havde stadigvæk et tågehorn fra en færge, men fordi jeg i det hele taget var kørt ned på energien fyldte det meget mere mentalt. Jeg gik således med en følelse af, at det hele var lidt uoverskueligt, og at jeg ikke rigtig kunne forholde mig til noget. Jeg synes også det var underligt at forholde sig til, at skulle tage så mange piller. For man kommer jo næsten til at føle sig som en misbruger, når man skal tage omkring 10 piller 4 gange om dagen. Pillerne bestod af:

• 2 Panodiler
• 1-2 iPren
• 2 penicillin tabletter (de er store)
• 4 piller for at berolige maven oven på penicillin tabletterne
• Dertil havde jeg også fået nogle ekstra stærke piller med fra sygehuset (tradolan), som jeg fik en gang imellem hvis smerterne blev for store.

Det var i det hele taget meget trættende at få alle disse negative indtryk, så jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle have en god lur efter min frokost. Jeg følte dog ikke rigtig at denne lur hjalp så meget. Det var næsten umuligt at finde til ro i min seng på grund af hævelser, smerter og larm. Men det lykkedes dog at hvile lidt.

Da jeg vågnede, var min hævelse på det højeste, og jeg følte mig i det hele taget ikke godt tilpas med at få så mange irriterende sanseindtryk. Det var i det hele taget alt for meget, og jeg kunne ikke lade være med at græde lidt.

Da jeg havde sundet mig, fik vi noget kage – det var skønt, omend det var svært at gabe og tage en bid med alle de hævelser. Det gjorde at jeg blev lidt bedre tilpas, men jeg kunne virkelig ikke fokusere på andet end følelsen af to tennisbolde bag ørerne, smerter og høj larm.

Først på aftenen faldt min hævelse meget pludselig – dog uden at forsvinde helt. Det betød, at jeg blev meget bedre tilpas, selvom det stadig gjorde ondt. Med lidt mere overskud besluttede jeg mig for, at det var blevet tid til mit første bad siden min operation. Jeg havde fået at vide på sygehuset, at jeg måtte tage bad 24 timer efter operationen – men også her ved jeg at det er forskelligt, hvilken besked andre har fået om hvor tidligt de må tage bad. Men ikke desto mindre var det rigtig dejligt at få et bad og blive frisket lidt op. Det var dog også en udfordring, for det gjorde stadig ondt, og jeg kunne ikke så godt bevæge mig ret meget i nakken, så alt vandet løb ned i ansigtet. For at undgå at få sæbe i øjnene valgte jeg således at undlade brugen af sæbe i håret. Det var også noget besværligt at tørre mit hår, for håndklædet kunne jeg ikke bare bruge, som jeg plejede, og jeg kunne ikke lade det hænge ned over mine meget ømme ører.

Men det lykkedes, og jeg følte mig bedre tilpas resten af aftenen. Den følgende nat var hårdere end den forrige nat, for jeg vågnede en del gange efter kl. 1 fordi det gjorde ondt, og iøvrigt var svært at overskue ganske enkelt fordi, jeg ikke havde nogen løsninger på de problemer jeg oplevede med at ligge dårligt og have ondt i hovedet.

Dag 4.

Fra morgenstunden havde jeg stadig ondt i hovedet, men nu lykkedes det for første gang siden operationen at dæmpe det med smertestillende – jubiiii. Jeg havde stadig tinnitus, den havde dog ændret sig til at bestå af nogle meget højfrekvente lyde og en enkelt brummende lyd i mellemtonerne, som dog også var meget høj.

Efter morgenmaden var vi ude og gå en tur i slowmotion med det skønne vejr. Vi fodrede ænder, og jeg sad lidt på en gynge og nød vejret – jeg gyngede ganske svagt frem og tilbage, og kunne således konstatere, at jeg slet ikke havde problemer med balancen eller svimmelhed. Det var rigtig godt givet ud at gå denne tur, da det fik flyttet mit fokus fra alt det andet.

Efter gåturen fik vi noget frokost, og man kunne på dette tidspunkt stadig se, at jeg var hævet i hovedet. Det var dog langt mindre hævet, end det var dagen før. Det føltes mest af alt som om, jeg havde en kraftig spændingshovedpine, og det er derfor jeg på billedet nedenfor sidder og støtter mig selv i nakken. Jeg syntes i øvrigt, at det stadig var underligt at spise mad med den manglende smag i den ene side af tungen, men jeg følte samtidig, at jeg efterhånden var ved at blive bedre til at ignorere det. Desuden oplevede jeg, at det bedste var at spise mad med en kraftig smag. Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, for jeg havde i det mindste fundet ud af, at de Ipren piller jeg skulle tage smagte forfærdeligt – men det kunne jeg jo ikke smage, hvis bare jeg lagde dem på det rigtige sted i munden 🙂

Jeg tog igen en middagslur, men jeg følte mig stadig træt bagefter, så jeg valgte at tage et bad efter aftensmaden for at holde mig vågen lidt længere. Herefter så jeg en film sammen med min mor – det var første gang, jeg så en hel film siden operationen – i de første dage havde jeg slet ikke kunnet overskue at fokusere på fjernsynet længe nok til en hel film, så det var kun et par enkelte afsnit af en tv-serie, jeg så i de første par dage.

Natten gik bedre, jeg var kun vågen 1 gang omkring klokken 1 og sov ellers igennem helt frem til klokken 7. Jeg kunne for første gang godt læne mit hoved svagt til siderne – især min højre side var ved at blive mere behagelig at ligge på. Hvis ikke jeg skulle sove med hævet hovedgærde, ville jeg nok have forsøgt at lægge mig helt om på siden.

Dag 5.

Jeg følte mig væsentlig bedre tilpas fra morgenstunden, jeg havde kun lidt ondt i venstre side og i min hals. I højre side mærkede jeg kun spændthed. Grunden til, at jeg havde ondt i halsen er, at jeg under narkosen havde været intuberet. Dette gør det for at sikre, at man trækker vejret rigtigt under operationen. Jeg slap dog heldigvis fra, at opleve selve intuberingen 🙂

Inden morgenmaden måtte jeg sande, at penicillinkuren er hård ved maven, jeg mistede appetitten på grund af uro i maven. Det gik dog heldigvis over, og jeg kunne således godt spise lidt morgenmad.

Min tinnitus var stadig slem, og jeg følte, at den fyldte mere mentalt. I løbet af formiddagen blev den mere generende, og fyldte således hele mit fokus – jeg kunne ganske enkelt ikke tænke på andet. Jeg oplevede, at tinnitus fik alle tankegange til at ske i halvt tempo, og det fik mig til at føle mig let svimmel og meget træt.

Min eftermiddagslur hjalp ikke så meget på styrken af min tinnitus, men jeg følte mig bedre tilpas, og så en lang film om aftenen, og gik senere i seng (omkring klokken 23)

Natten gik fint, men jeg havde vildt lyst til at sove på siden, men det kunne jeg ikke rigtig nu, hvor jeg skulle sove med hævet hovedgærde.

Dag 6.

Fra morgenstunden oplevede jeg min tinnitus til at være på cirka samme niveau som dagen før, men jeg havde mere energi, og jeg kunne således bedre abstrahere fra den. Det var den første dag, hvor jeg for alvor havde overskud til f.eks. at se fjernsyn om formiddagen, og jeg havde ikke længere behov for min middagslur.

Jeg var en tur i Kvickly med min mor. Det var rart at få noget luft, men jeg følte, at det var overvældende med de mange visuelle indtryk. Herudover oplevede jeg også, at det var forvirrende at orientere sig, når der ikke er lyd på. Alt det, som jeg ikke kunne se, eksisterede ikke i min verden, så jeg skulle hele tiden kigge mig godt for og vende mig om for at se, hvad der var rundt omkring mig. Da vi var nede i Kvickly følte jeg mig fuldstændigt bombarderet på visuelle indtryk, og jeg overlod det fuldstændigt til min mor at finde ud af, hvad vi skulle købe, for jeg kunne ikke forholde mig til flere ting. Det var en lidt spøjs oplevelse, men lige meget hvad gav det mig også en form for succesfølelse, at jeg nu kunne gå ned i et supermarked.

Om eftermiddagen klippede vi iøvrigt lidt af mit hår med en trimmer, så det så noget mere fornuftigt ud, end den fjollede frisyre jeg havde fået på sygehuset. Det var dejligt at få det gjort, men jeg kunne også godt mærke, at jeg følte mig en smule nervøs ved, at der var nogen, der skulle til at røre ved mit hoved, for der skulle jo ikke meget til, før det ville gøre ondt.

Natten var stort set som den forrige – jeg var iøvrigt imponeret over at mine nætter gik så fint til trods for, at jeg lå dårligt, havde ondt og meget tinnitus.

Dag 7.

Dette var dagen hvor min mor skulle hjem. Jeg følte, at det havde været guld værd at blive passet i de første dage, men jeg følte også, at det var hårdt at erkende, at jeg nu skulle til at passe mig selv – for det var på sin vis stadig en smule uoverskueligt, selvom jeg godt vidste, at jeg sagtens kunne klare mig, og at jeg iøvrigt ville få besøg af min far dagen efter – han skulle nemlig arbejde et par dage i Odense, og han ville således bo hos mig i de dage. Noget af det jeg følte, var hårdest, var, at jeg var ramt på min evne til at kommunikere – jeg kunne jo ikke bare gribe telefonen og ringe til nogen – alt kommunikation var således mere tidskrævende, og det gav ikke det samme udbytte.

Min mave var slet ikke glad for at få morgenens kur med penicillin – det gjorde en smule ondt i maven, men det gik heldigvis i sig selv, da jeg skulle have min morgenmad.

Jeg tænkte, at jeg ville prøve at høre noget musik igen med mine in-ear hovedtelefoner, men på denne dag trængte lyden slet ikke igennem – det var som om det svingede fra dag til dag, hvor meget lyd jeg kunne høre. En mulig årsag til dette var, at jeg kunne have noget blod i mit mellemøre, og det ville således forhindre lyd i at trænge igennem.

Jeg var iøvrigt ved at blive frustreret over manglen på lyd i mine omgivelser. Film i fjernsynet virkede på sin vis “døde” uden lyd, men det var også manglen på alle de andre hverdagslyde, som jeg følte var frustrerende. Jeg kunne f.eks. ikke høre, hvad der skete i huset, eller hvis der kom nogen ind i det rum, hvor jeg var i. Jeg skulle således hele tiden være på vagt på en anden måde, og prøve at forberede mig på, om min mor f.eks. var på vej ind i det rum hvor jeg var i for ikke at blive forskrækket. På mine 2 udeture betød manglen på lyd også, at jeg skulle bruge mine andre sanser på en helt anden måde for at kunne orientere mig, og det var på sin vis trættende.

Sidst på eftermiddagen svingede min tinnitus meget i styrke og frekvenser – en kort overgang troede jeg faktisk, at den var forsvundet – men det var den desværre ikke – den sneg sig tilbage.

Jeg følte iøvrigt, at mine plastre var ved at blive træls. Dels blev det ene lidt løs i kanten, hvor det således mærkede meget klistret, og dels kunne jeg mærke, at enkelte af mine hår groede ud igennem plastret – hvilket gjorde, at det kløede meget. Jeg begyndte derfor at se meget frem til, at plastrene enten ville falde af eller, at jeg kunne få dem fjernet ved lægen 5 dage senere.

Natten gik fint, og det var den sidste nat, hvor jeg skulle sove med hævet hovedgærde – jeg så virkelig frem til, at jeg den kommende nat kunne sove på en seng, der var helt vandret 😉

—

Det var så resten af mine oplevelser fra den første uge efter operationen. I mit næste indlæg vil jeg præsentere mine oplevelser fra uge 2, og her er der også nok at tage fat på – f.eks. var der en dag hvor jeg oplevede at være meget svimmel. Men det er dog også et indlæg, hvor det vil være tydeligt, at jeg fik det bedre som ugen skred frem 🙂

Comments

comments