I dette indlæg vil jeg forsøge at sætte ord på, hvordan jeg oplever lyd, efter jeg har fået Cochlear Implant (CI). Det er umådelig svært at sætte ord på, da forklaringen er ekstremt afhængigt af min egen referenceramme, på samme måde som din opfattelse, af det jeg beskriver, også afhænger af din referenceramme. Med andre ord er problemet, at jeg forsøger at sammenligne lyden, med den hørelse jeg havde, før jeg fik CI, og den hørelse kan jo ikke sammenlignes med den hørelse, som du har. Derfor vil jeg både sammenligne med min tidligere hørelse, men også fokusere på hvad jeg rent faktisk hører med CI. En anden faktor, som gør det svært at sætte ord på hvordan CI lyder for mig, er, at min egen referenceramme ændrer sig løbende efter hånden, som jeg vænner mig til den nye lyd. Ændringerne sker i små skridt, og det gør det således svært at lave en sammenligning, da det er svært at huske, præcist hvordan jeg kunne høre på et tidligere stadie i forløbet.

Jeg vil dog allerførst slå fast, at de lydeksempler på hvordan CI lyder, som jeg hørte før jeg fik CI, slet ikke er den oplevelse jeg har. De lyder mindst lige så dårligt nu, som de gjorde før jeg fik CI. Så derfor vil jeg kraftigt fraråde at tage en beslutning ud fra de lydeksempler. Jeg tror den simulation, der kommer nærmest den lyd, jeg har i dag, er da jeg i sin tid fandt et program til at lave disse simuleringer med og angav, at der skulle være 120 “lydkanaler”, som der er i min processor fra Advanced Bionics. Men det er så lang tid siden, at jeg ikke længere kan huske præcist, hvordan det lød og dermed lave en sammenligning.

På nuværende tidspunkt er det lidt over 8 måneder siden, at jeg fik tilsluttet mit CI. Jeg er således kommet langt med min genoptræning, men jeg har stadig yderligere justeringer til gode og dermed også yderligere tilvænning, som vil kunne give mig et endnu bedre resultat end jeg har nu. Jeg har hørt at det kan tage op til et år, før man opnår et stabilt resultat, men at man sagtens kan fortsætte med at blive bedre efter det første år. I mit tilfælde har det taget et ½ år at komme til et punkt, hvor jeg for alvor følte, at jeg hører bedre med CI, end jeg gjorde med høreapparaterne. Forløbet har således også været en grundig test af min tålmodighed. Men det er nu en lettelse, at nogle af dem i min nærmeste omgangskreds bemærker, at jeg hører bedre end tidligere.

Siden sidst

For 3 måneder siden fik jeg lavet en justering af mit CI. Det var egentlig meningen, at jeg skulle have den nye Naida processor, som er mere kompakt og giver en række andre fordele. Producenten havde dog svært ved at følge med, så derfor har jeg endnu ikke modtaget den. Jeg regner dog med at få den imorgen. Men da jeg ikke ville vente på den nye processor i forhold til lydjusteringerne, valgte jeg at få en tid til justering af mine nuværende processorer. Det har virkelig givet et kvalitetsløft ift. den lydkvalitet, jeg får. Derudover har denne justering også givet en opdatering af processoren, således at jeg kunne bruge en ny processorstrategi/programmering der hedder “Optima”. Den væsentligste forskel er, at jeg har fået meget bedre batterilevetid (jeg kan nu holde min processor kørende en hel dag). Med den nye strategi oplever jeg, at lyden er blevet en smule mere metallisk, men ellers er der ikke de store forskelle. Jeg vil dog ikke udelukke, at noget af den metalliske lyd-oplevelse kan skyldes de andre justeringer, der blev foretaget denne dag.

Det store plus ved justeringen er dog helt klart, det kvalitetsløft jeg fik i lydkvaliteten. Jeg kom til justeringen på en dag, hvor lyden hakkede på det ene øre, men da jeg gik derfra, var den hakkende lyd væk. Det er et stort plus – siden den justering har jeg kun oplevet hakkende lyd en gang, og det skyldtes en uge med alt for meget lyd uden pauser. Men siden denne justering har jeg oplevet, at lyden blev bedre og, at jeg nu bedre kan høre i flere situationer. Der er dog stadig plads til forbedringer. Jeg har f.eks. opdaget, at hvis jeg hører en tone på 850hz, så lyder det som om, at der er to toner på en gang. Det generer mig ikke i det daglige, men ved at få det justeret, vil det sikkert give et endnu bedre lydbillede. Men ellers oplever jeg generelt set, den lyd jeg får nu som værende normal – selvom jeg godt kan høre, at jeg nu får mere diskant og mindre bas end jeg tidligere fik. Dertil kan jeg, hvis jeg koncentrerer mig om det, også godt høre, at lyden er kunstig – især hvis jeg tager den ene processor af.

Den første tid

I starten er lyden uden tvivl meget surrealistisk. Da jeg blev tilsluttet, oplevede jeg, at hver gang jeg sagde noget, så lød det, som om jeg havde fået stoppet en blokfløjte godt og grundigt ned i halsen. Men allerede i løbet af den første dag oplevede jeg, at CI-lyden var en hjælp ift. at forstå tale sammen med mundaflæsning. Da jeg på den første dag var ude i trafikken lød alt ting mærkeligt. Bilerne lød som en fløjte med vibrato, og det samme gjorde lyden af vinden i mikrofonen på mit CI. Men allerede dagen efter begyndte disse lyde at lyde mere korrekt. Jeg havde i starten en meget stejl indlæringskurve – jeg kunne forstå flere lyde for hver dag, der gik, men det tog en del tid, før det lød, som noget jeg kendte. Det var en hård prøvelse at skulle acceptere og vende mig til de skrattende og urene lyde, jeg oplevede i starten.

I de første par dage kunne jeg slet ikke høre musik — jeg kunne kun fornemme en rytme og meget svagt høre en stemme på nogle sange. I den følgende tid kom der dog flere og flere detaljer på musikken. I starten oplevede jeg det også som om, at alle lyde havde samme lydstyrke — pænt høje. Det skyldes især, at CI-lyden i starten er skruet næsten op til “smertegrænsen”, og at man skal blive ved med at skrue op, når man kan. Det betød naturligvis, at det var svært at vurdere lydstyrken på mine omgivelser. Jeg kunne f.eks. ikke vurdere, om jeg havde skruet for højt op for fjernsynet. Men med tiden har jeg fået en oplevelse af, at forskellen i lydstyrke på svage og høje lyde er blevet større, end jeg har oplevet dem med høreapparater. Det er formentlig også en af forklaringerne på, hvorfor det er blevet lettere at skelne mellem lydene senere i forløbet.

En af de store udfordringer har helt klaret været at finde grænsen for, hvor meget jeg kunne træne. I starten oplevede jeg flere gange, at jeg ramte “muren”. Problemet var, at jeg ikke kunne mærke, hvornår jeg skulle stoppe – jeg kunne først mærke det, når jeg var kommet over grænsen. Det var et meget frustrerende problem, for resultatet blev oftest træthed, hakkende lyd og kraftig tinnitus, som kunne tage 1-3 dage at komme over. Problemet er helt klart blevet mindre med tiden, og problemet med hakkende lyd kan jeg næsten ikke fremtvinge efter min sidste justering.

Fra bas- til diskanthørelse

Hvis man ser på min hørekurve, fra før jeg fik CI, så er der ikke nogen tvivl om, at jeg hørte bedst i de dybe frekvenser (bassen). Med CI får man en hørelse, hvor lydstyrken over frekvenserne er ens. Dog er der den forskel, at med mit CI kan man ikke høre lyde, der er dybere end 150hz (Den nedre grænse for brugere af CI fra Advanced Bionics). Derfor har jeg oplevet, at jeg mangler den dybeste bas, som jeg har været vant til, og at de dybe lyde jeg stadig kan høre nu fylder en væsentlig mindre del af det samlede lydbillede. Det er næsten umuligt for mig at forklare, hvordan den forskel opleves. Men jeg kan dog sige, at jeg primært har oplevet det, som om jeg er blevet bombarderet med højfrekvente diskantlyde. F.eks. oplevede jeg i den første tid, at når jeg så fjernsyn, så var det som om, at alle hviskede i stedet for at tale normalt (sjovt når man ser TV-avisen, og undrer sig over, hvad der gør nyhederne så hemmelige, at de er nødt til at hviske). Men som det er nu, lyder det meget mere normalt – jeg kan dog engang imellem godt savne den dybeste bas. Men i det mindste kan jeg stadig opleve den dybeste bas, hvis bare lydene er så høje, at man kan mærke dem – men jeg undlader dog at spille så høj musik herhjemme af hensyn til min underbo 🙂

Ud over at jeg til tider savner lidt bas, så er det også sådan, at CI lyden er forskudt således, at nogle af lydene lyder mere højfrekvente, end de egentlig er. Det bemærker man især i starten, hvor nogen desuden beskriver det, som om de er kommet til Andeby. Det var dog ikke min oplevelse – jeg oplevede i de første dage, at alt lød mere højfrekvent, men det problem forsvandt relativt hurtigt igen for de fleste stemmer. Det tog dog noget længere tid, før tonerne havde fået det rigtige leje i forhold til musik…

Musik

Min evne til at høre og nyde musik er naturligvis også en ting, der har udviklet sig en del i løbet af dette forløb. Det er ved at blive stabilt, men det udvikler sig stadig, og jeg er således meget spændt på at se, hvad resultatet bliver på sigt. Men hvis vi går tilbage til starten, så var det uden tvivl meget underligt at høre musik. Lyden var meget rodet og uren – jeg oplevede f.eks., at der var mange biptoner, når der var mange instrumenter på en gang. Dertil oplevede jeg i starten, at nogle sangere havde fået noget, der var værre end helium – det fik mig til tider til at grine højlydt igennem en hel sang – stakkels de sangere der ikke kunne synge. Videoen herunder illustrerer egentlig meget godt den oplevelse – hop frem til 0:39 i videoen

Men da lyden begyndte at blive mere forståelig og korrekt, var det stadig et problem at skelne tonerne. Jeg kunne til tider opleve, at det var svært at vurdere hvilken tone, der blev spillet eller hvilket toneleje en melodi blev spillet i, hvis jeg ikke havde nogle flere lyde at sammenligne med. Jeg er overbevist om, at dette problem skyldes to ting – dels er CI lyden komprimeret. Det vil sige, at tonerne bliver skubbet sammen på færre frekvenser i øret, og dels er CI’ets elektroder ikke helt nede og stimulere de dybeste frekvenser i øret, og derfor er tonerne rykket op i frekvens. Det er dog ikke noget problem, da det blot krævede øvelse og tilvænning. Lydens (u)klarhed og problemet med at lydene er komprimeret/flyttet, har også haft den konsekvens, at jeg i rigtig lang tid ikke brød mig om at nynne med på det musik, jeg hørte – det var rigtig svært at ramme tonerne, og det lød derfor skrækkeligt. Det er således også først nu, at jeg er begyndt at eksperimentere med at synge med på musikken – det går fint, men jeg er bestemt ikke klar på at synge i en omgang Singstar. For nyligt var jeg i kirke, og der måtte jeg konstatere, at jeg slet ikke kunne synge med på sangene. Årsagen var ganske enkelt, at jeg slet ikke kunne høre min egen stemme, og jeg havde jo ikke lyst til at synge så højt, at jeg kunne overdøve de andre – tænk hvis det lød falsk 😛

Men den mest positive oplevelse, jeg har i forhold til musikken, er nu, at jeg oplever mange flere detaljer. Der er blevet en større forskel mellem de svage og høje lyde, som gør det lettere at skelne mellem lydene. Det er ikke perfekt, men det gør, at jeg nu kan høre ting, jeg aldrig har hørt før – jeg kan høre meget svage detaljer i instrumental musik, og jeg synes også, det er blevet lettere at høre, hvad der bliver sunget. Jeg synes faktisk, at det er som om, at sangerne har fået mere styr på deres stemmer, og formår at lave flere flotte detaljer med deres stemmer, end jeg tidligere har hørt 😉 Da jeg for nyligt var i kirke for at høre en julekoncert, fik jeg næsten tårer i øjnene, fordi korets stemmer var blevet mere klare, og jeg kunne bedre høre hvad de sang. Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt har nydt en kirke-koncert så meget, som denne gang med CI :D… I videoen herunder er en af de små detaljer, jeg har lagt mærke til, at jeg nu kan høre, der hvor de bruger violin strengen på klaveret – det er meget svagt men omvendt en rigtig fed detalje pludselig at kunne høre.

Jeg synes dog ikke, at lyden er helt perfekt – nogle lyde virker stadig en anelse grumsede.  Jeg tror, en væsentlig årsag til dette problem er den detaljegrad, som man kan få ud af CI. Jeg har som nævnt før på bloggen valgt implantater fra Advanced Bionics, som med deres implantater kører med en opløsning på 120 “kanaler”. Så vidt jeg har forstået det, så betyder det, at jeg i praksis burde kunne skelne mellem 120 forskellige frekvenser. Men det opleves ikke som 120 klare lyde – hvis jeg prøver at høre en enkelt frekvens, så kan det lyde en anelse grumset, fordi der reelt bliver stimuleret flere frekvenser på samme tid. Men hvis jeg f.eks. trykker på et klavers tangent, så opleves lyden som klar. Selvom det er 120 frekvenser, der kan skelnes mellem, så oplever jeg mange flere forskellige lyde, som iøvrigt er meget klare. I eksemplet med klaveret er det også værd at bemærke, at når man trykker på en tangent, så slår hammeren i klaveret på 3 strenge, som afgiver hver sin lyd. En tone på klaveret er således sammensat af flere forskellige frekvenser, og det er netop sammensætningen af toner/frekvenser, der gør, at jeg kan høre og skelne mellem mange flere lyde end de 120 kanaler.

Kort sagt oplever jeg et lydbillede, der minder om det, jeg hørte før jeg fik CI – der er blot kommet flere detaljer, klarhed på stemmer, lidt mindre bas, og en lille smule urenhed i lyden. Det kvalitetstab jeg oplever, er væsentlig mindre, end den glæde jeg oplever ved de ekstra detaljer og klarhed i stemmerne 🙂

Tale

Min evne til at høre og forstå tale er den væsentligste grund til, at jeg valgte at få CI. Det er også udviklingen af det, der har fascineret mig mest. Det er ikke en perfekt historie, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har fået en god forbedring af evnen til at høre tale. Det har til tider været svært selv at få øje på forbedringerne og sammenligne med, hvad jeg kunne høre før. Men som det er nu, kan jeg følge med i samtaler i rolige omgivelser, hvor jeg ikke behøver at bede folk om at gentage hvad de sagde så ofte, som da jeg brugte høreapparater. Denne ændring lægger mine nærmeste omgivelser mærke til. Jeg skal da også lige vænne mig til, at kunne høre bedre – det sker engang imellem, at der er en detalje, som jeg ikke hører. Det får mig automatisk til at bede om en gentagelse – men et splitsekund efter hører jeg resten af sætningen, og jeg kan således regne ud, hvad der blev sagt. Det er faktisk en ret svær balance, at skulle håndtere – på den ene side er jeg jo nødt til at bede en gentagelse, af det jeg ikke hører, men omvendt skal jeg jo også undgå at vente for længe med at bede om gentagelsen, for hvis jeg ikke selv finder ud af, hvad der blev sagt, kan jeg lige pludselig komme alt for langt bag ud i en samtale. Den balance bliver jeg vist nødt til at træne noget mere 😉

Den største udfordring er stadig at høre tale, hvis der er baggrundsstøj – lydene kan nemt blive mudret sammen, men som det er nu, har jeg stadig ikke fået lagt programmer ind på mit CI, der kan filtrere støj. Derfor forventer jeg stadig, at det vil blive bedre med de kommende justeringer. Men som det er nu, oplever jeg, at evnen til at høre i støj er en anelse bedre, end da jeg havde høreapparater med støjfiltre – jeg er imponeret over, at jeg nu kan høre bedre med CI uden at få støjen filtreret fra, sådan som jeg fik det med høreapparaterne.

Jeg vil mene, at den største ændring, jeg har i forhold til at forstå tale, er, at jeg nu har fået skruet væsentligt op for de høje frekvenser, hvilken gør det muligt at høre mange flere konsonanter. Jeg kan nu følge med i TV-avisen og lignende programmer uden brug af undertekster – så længe der ikke er for meget baggrundsstøj. Men til tider foretrækker jeg nu stadig undertekster, hvis det er muligt. Selvom jeg kan høre lydene, kan det stadig være svært for min hjerne at skelne dem – især hvis der er andre lyde samtidig. For “nyligt” så jeg 5½ times TV om kommunalvalget uden problemer, mens jeg et par dage efter så en dokumentar, hvor jeg næsten ikke kunne høre hvad fortælleren sagde på grund af baggrundsmusikken. Men da jeg for en uge siden var til en julekoncert i kirken, oplevede jeg, at jeg uden problem kunne høre præstens prædiken uden brug af ekstra hjælpemidler i den store kirke med rumklang (der var dog højtalere sat op i kirken).

En meget positiv effekt ved den bedre evne til at høre tale er, at jeg ikke er helt så afhængig af mundaflæsning. Det betyder, at jeg bedre kan kigge i øjnene på den jeg snakker med. Jeg har dog været vant til at være afhængig af mundaflæsning, så det kan til tider føles grænseoverskridende pludselig, at skulle se folk i øjnene 😉

Omgivelser

Der er flere nye CI brugere, der beskriver hvordan de oplever en masse nye lyde, som de ikke ved hvor kommer fra, og som næsten kan være skræmmende. Den oplevelse har jeg slet ikke haft. Jeg har dog oplevet, at der er en del lyde, som får nyt liv – jeg kan nemt regne ud hvad, der siger lydene, og jeg bliver således blot fascineret over, at de pågældende lyde nu er så høje og klare. Jeg vil nærmest beskrive det som om, at de små lyde har fået et nyt liv – det er vildt fascinerende.

Men der har da også været enkelte lyde, som har fået mig til at stoppe op og undre mig, før jeg fandt frem til, hvad der sagde den pågældende lyd. På et tidspunkt hørte jeg f.eks. en mærkelig smækkende lyd i mit køkken. Det viste sig at være kirkeklokkerne, jeg kunne høre fra et åbent vindue – og da jeg opdagede det, kunne jeg sagtens høre, at det var kirkeklokkerne. Det var bare som om, at jeg ikke hørte hele lyden i første omgang, og derfor ikke kunne forstå, hvad det var. En anden lyd, der virkelig har fascineret mig, er lyden af vand, der koger. Jeg har altid kunnet høre, at vand koger, men lyden det siger når luftboblerne punkterer i vandoverfladen, havde jeg ikke hørt før – derfor kunne jeg i starten gå i stå og være helt fascineret over en gryde med kogende vand. Den samme oplevelse havde jeg f.eks. også, når jeg hældte sodavand eller øl op i glas, hvor jeg kunne høre, at det brusede.

Lydoplevelserne kan da også til tider være lidt overvældende. I starten var jeg f.eks. meget overrasket over hvor meget fuglesang, der er om foråret, og at det ligefrem kan høres indenfor, når vinduerne er lukket – jeg har godt kunnet høre fugle før – men ikke i det omfang. Et andet overvældende eksempel er, at jeg i helt rolige omgivelser til tider kan høre vejrtrækningen på andre personer – det er grænseoverskridende og frustrerende. Det sjove er dog, at alle disse små lyde, der pludselig får ekstra lyd og dermed fokus, med tiden træder mere i baggrunden således, at jeg ikke længere tænker over, at de er der. Jeg vænner mig således til, at der er en lang række af små konstant susende lyde i rolige omgivelser – det er egentlig rart, at der er et konstant input af lyd, og jeg kan til tider ønske, at jeg ikke var nødt til at tage lyden af, når jeg skal i seng.

Men det er ikke alt, der er “perfekt”, for jeg oplever også, at der er nogle af de fjerne lyde, som ikke er helt så klare, som jeg husker dem. Jeg har f.eks. lagt mærke til, at når overboen ser fjernsyn, så kan lyden virke underligt hakkende, brummende og uklar. Det kan naturligvis skyldes flere ting – men jeg gætter på, at det skyldes den inddeling af lyden, som CI laver og det faktum, at den dybeste bas mangler. Det er jo netop de dybeste baslyde, der lettest trænger igennem gulve og vægge. Så hvis lyden er lige omkring den laveste grænse, for hvilke lavfrekvente lyde jeg kan høre, kan det jo netop forklare, hvorfor jeg oplever lyden som hakkende – jeg får jo fjernet de lyde, der ryger under grænsen. Jeg synes dog allerede, at disse lyde er blevet bedre, så mon ikke de bliver endnu bedre 🙂

Lydstyrke

Lydstyrke er et sjovt fænomen, når man er ved at vænne sig til CI. I den første periode bliver man ved med at skrue op for lyden, så snart man kan klare det, og derfor er det faktisk ret svært at vurdere, hvor høje lyde er i starten. I den første tid oplevede jeg næsten, at alle lyde jeg kunne høre, bare var høje – enten var der lyd, eller også var der stilhed. Det ændrede sig relativt hurtigt, men det tog mig faktisk ret lang tid, før jeg f.eks. kunne vurdere, om jeg havde skruet for højt eller for lidt op for fjernsynet.

Senere i forløbet oplevede jeg et lidt anderledes problem efterhånden, som jeg fik skruet op for mit CI. Når jeg ramte den maksimale værdi for, hvor højt jeg selv kunne skrue op for mit CI – så kunne jeg naturligvis skrue op for mit anlæg. Men mine apparater mente allerede, at de var på maks, og derfor skruede de ned, og derfor oplevede jeg ikke nogen nævneværdig forskel, hvis jeg skruede op for lydstyrken på anlægget. Det problem har jeg dog ikke så meget længere.

Et andet forunderligt fænomen ift. lydstyrken er den stigende forskel mellem de svage og høje lyde. Hvis man kigger tilbage på den hørelse, jeg havde med mine høreapparater, så skulle lyden forstærkes kraftigt, for at jeg kunne høre den. Men selv om lyden blev forstærket, var der også en grænse for, hvor højt den kunne forstærkes, og hvor højt jeg kunne klare, at lydene blev forstærket. Resultatet af det var, at jeg havde en lyd, hvor forskellen mellem den højeste og svageste lyd, jeg kunne få ind, var væsentlig reduceret. Med CI er det ændret markant, og jeg har således skulle vænne mig til, at forskellen i lydstyrke på de svage lyde og de høje lyde er blevet markant større, end den var med høreapparaterne. Det er fascinerende, men også en stor omvæltning at skulle vænne sig til. Et eksempel på dette problem er tilbage fra, da jeg fik mit CI tilsluttet – her oplevede jeg netop, at hvis jeg selv sagde noget, så var lydstyrken ekstremt høj, men hvis andre sagde noget, så var det meget svært at høre, at de sagde noget. Dette problem er dog helt klart gået væk med tiden, men jeg tror også, at det er en væsentlig forklaring på hvorfor, at det bliver lettere at forstå og skelne tale – forskellen i lydene bliver jo netop større.

Tilbage til livet

Igennem en stor del af forløbet har jeg følt, at jeg gerne ville have det hele overstået hurtigst muligt, for at kunne komme tilbage til en mere normal hverdag. I løbet af afklaringsprocessen og tilvænningsprocessen har jeg brugt ekstremt meget tid og energi på at forholde mig til min hørelse. Det er fedt at forholde sig konstruktivt til sin hørelse for at finde løsninger, der kan gøre det lettere at høre, men det er hårdt at forholde sig til sin hørelse i flere timer om dagen i så lang tid.

Man skulle næsten tro, at behovet for at forholde sig til sin hørelse på dagligt basis ville blive reduceret efter det første genoptræningsforløb. Men jeg har tværtimod oplevet, at mit behov for at forholde mig til min hørelse fortsatte i længere tid. Jeg tror den væsentligste grund til dette, hænger sammen med, hvordan lyden opleves, men også hvornår man føler, at målet er opnået. Jeg har jo f.eks. oplevet, at jeg netop godt kunne høre mere i nogle situationer men, at jeg samtidig oplevede, at nogle lyde lød forkert. Derfor handler hele denne process også om, at skulle acceptere, at lyden nu engang lyder sådan – selvom en del af de frustrerende ting med tiden bliver løst med tilvænning og justering af processorerne. Derudover kan man måske nemt have en indre forestilling om, at alt nu vil blive godt, selvom man har læst, at CI ikke giver en normal hørelse. Derfor indebærer forløbet også, at man mentalt skal acceptere, at man nok har fået bedre lyd men, at man aldrig vil komme til at høre helt perfekt med CI. Selvom lyden aldrig bliver som en normal hørelse, så oplever jeg nu, at den lyd jeg får, er blevet normal for mig – den minder om det, jeg havde før med den væsentlige forskel, at der nu er flere lyde, som jeg kan skelne og høre.

Det der dog har været den største udfordring for mig at skulle acceptere og vænne mig til, er det faktum, at operationen har givet mig en tinnitus, som er der hele tiden. I starten var det meget generende, og jeg havde svært ved at se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne vende tilbage til et normalt liv med alt den larm, som jeg hørte. Men efter at have læst en del om tinnitus, og efterhånden som jeg har fået justeret mit CI, er min tinnitus begyndt at gå i baggrunden. Det kan stadig være generende, men jeg er nu blevet helt overbevist om, at jeg godt kan vende tilbage til et normalt liv uden at blive begrænset af min tinnitus. Jeg skal blot undgå at fokusere på den og blive for stresset – for så vil det blive sværere at ignorere, at den er der.

En anden udfordring har helt klart været at holde min energi og mit overskud oppe. I starten oplevede jeg flere gange, at jeg kunne ramme “muren”, hvor jeg blev træt, og lyden evt. kunne hakke. Derfor oplevede jeg flere gange, at det kunne være svært at tage sig sammen til noget der betød, at jeg ville blive udsat for lyd. F.eks. har jeg flere gange følt, at det kunne være uoverskueligt at tale i telefon, da det betød, at jeg skulle koncentrere mig meget, og at jeg efter en samtale følte, at jeg hørte dårligere på det øre, hvor jeg havde holdt telefonen op til – det kunne tage en halv time, før lyden var normal igen… Nu oplever jeg dog, at jeg er ved at få mit overskud tilbage, og modet på at blive udsat for udfordrende lydmiljøer er ved at være vendt tilbage 🙂

—

Præcist hvordan CI lyder er vist en meget subjektiv oplevelse at skulle beskrive. Jeg har i dette indlæg beskrevet en del oplevelser af hvordan jeg synes, at CI lyder – men min beskrivelse er ekstremt begrænset af min egen referenceramme – jeg kan jo kun sammenligne med den hørelse, jeg havde før CI, og selv den sammenligning er svær at lave, da det med tiden bliver svært at huske præcist, hvordan jeg hørte før jeg fik CI.

Men kort sagt er det min oplevelse, at CI kan give en ret god hørelse, der minder meget om en normal hørelse. Der er dog stadig nogle begrænsninger, i forhold til hvorvidt man kan høre og skelne i støj. Der er også nogle nuancetab i forhold til musik – men i mit tilfælde synes jeg helt klart, at jeg får mere ud af musik med CI end jeg gjorde med høreapparater – godt nok er der noget, der går tabt, men omvendt får jeg en del andre detaljer foræret.

Har jeg nu fået beskrevet, hvordan CI lyder? NEJ! jeg har beskrevet nogle aspekter ift., hvad jeg kan høre, og hvordan det har udviklet sig. Jeg kan reelt ikke lave en beskrivelse af, præcist hvordan det lyder, således at dem der ikke har CI, vil kunne forstå præcist, hvordan det lyder – det skal opleves. Jeg føler faktisk, at jeg brænder inde med oplevelser af, præcist hvordan CI lyder – så det har faktisk været en frustrerende proces at beskrive det. Men hvis man er en god CI-kandidat, så synes jeg helt klart, at man seriøst skal overveje at få det, da der netop er gode muligheder for at få en bedre hørelse. Husk at spørge dig selv, om du er tilfreds med den hørelse, som du har – lægerne vil jo ikke tilbyde dig CI, hvis de vurderer, at du har nok eller bedre udbytte af at bruge høreapparater.

Jeg ved, at der er en del andre CI-brugere, der læser med her på bloggen, og derfor vil jeg meget gerne opfordre til at få en debat igang i kommentarerne til dette indlæg om, hvordan CI lyder, således at potentielle CI-kandidater og pårørende også kan få glæde af jeres erfaringer.

Sidst men ikke mindst vil jeg meget gerne ønske jer alle sammen en rigtig god jul 🙂