En god weekend med familien

I forrige weekend var jeg på besøg hos mine forældre, og det er altid hyggeligt. Det blev til en weekend med hyggesnak, gåtur i botanisk have i Frederikshavn og meget andet. Jeg har allerede vendt en del af mine tanker omkring min hørelse og CI med mine forældre, og hvor er det skønt at have opbakning fra familien, når man går med så store overvejelser og frustrationer.

Jeg har igennem længere tid gået og forholdt mig til min store hørenedsættelse, og derudover er jeg i de seneste måneder begyndt at overveje, hvorvidt Cochlear Implant (CI) kunne være en løsning for mig. Begge dele har således fyldt en hel del i mine tanker specielt efter årets ungdomslejr for hørehæmmede. Det har været en hård proces med op og nedture, hvor jeg til tider har kæmpet en del med at holde min energi oppe. Jeg er pt. meget afklaret omkring min hørelse og processen omkring CI. Jeg har læst en masse om det faglige, men jeg har også set/læst mange personlige beretninger på blogs og youtube videoer. Det har uden tvivl givet mig mange overvejelser og bekymringer. Men som det er nu, føler jeg mig positivt indstillet over for CI såfremt, det viser sig, at kunne være en fordel for mig i de situationer, hvor jeg oplever problemer med at høre.

Men noget kunne tyde på, at jeg er en “god kandidat” til CI. Jeg har naturligvis svært ved selv at svare på det uden at høre “eksperternes” vurdering. Men jeg har lagt mærke til, at enkelte af de CI brugere jeg kender, er i stand til at høre i situationer, hvor jeg normalt må kapitulere. Jeg har også snakket om mine overvejelser med en af de andre deltagere med CI fra ungdomslejren, som efter at have læst her på bloggen næsten ikke var i tvivl om, at jeg burde have CI. Hvor er det fedt at kunne vende sine overvejelser med nogen, der rent faktisk har fået CI og, som selv har været i den situation, jeg står i.

Men hvis vi lige vender lidt tilbage til min hyggelige weekend med forældrene, så blev det også til en endnu weekend, hvor min hørelse fyldte meget i mine tanker. Jeg lagde endnu engang mærke til forskellige situationer, hvor det blev svært hvis ikke umuligt for mig at følge med uden at bede om at få gentaget ord eller sætninger flere gange. Dette gjorde sig især gældende på vores biltur til og fra Frederikshavn. På hjemturen måtte jeg konstatere, at jeg var blevet lydtræt, og jeg var derfor nødt til helt at opgive at deltage i mine søskendes gættelege. Nu ved jeg godt, at eksemplet med bilturen ikke lige er det bedste eksempel, da det er de færreste høreapparatbrugere, der har let ved at kommunikere i en bil uden ekstra hjælpemidler såsom håndholdte mikrofoner. Men situationen mindede mig om alle de andre situationer, hvor jeg synes, det er svært at høre. Jeg brugte en del af hjemturen på at tænke over, hvor frustrerende det egentlig er, at skulle koble fra i disse situationer. Men det mindede mig også om, at selv om jeg vælger at følge med, ville det kræve, at jeg fik gentaget en stor del af det, der bliver sagt flere gange. Det er frustrerende for mig selv, og det er på sin vis også frustrerende for dem, der skal gentage det – jeg ved godt, at folk generelt er villige til at indrette lyttesituationen således, at jeg vil være istand til at følge med. Men der er jo også grænser for, hvor meget man kan tilpasse de forskellige situationer uden at lægge hindringer for den “frie” kommunikation.

Sjove misforståelser

Men til trods for disse frustrationer fik jeg også en lidt sjov vinkel på det at høre dårligt. Som hørehæmmet oplever man tit at høre forkert eller mangle dele af sætningerne således, at man må gætte sig til, hvad der blev sagt. Det betyder naturligvis, at man enten misforstår, eller hører helt forkert.

En aften i weekenden hos mine forældre sad vi som så mange gange før i sofaerne og hyggede, og fik en god snak, da min mor rynkede lidt på næsen, og sagde “jeg synes, jeg kan lugte hundens ånde”. Jeg stoppede helt op i mine tanker, og svarede skeptisk o… kay… og sad derefter, og undrede mig meget over det, jeg havde hørt. Der gik lidt tid, hvorefter min mor sagde: “jeg må hellere gå ud og kigge til dem”. I det øjeblik gik det naturligvis op for mig, at jeg havde hørt forkert i første omgang, og jeg sad tilbage, og var helt paf over, at man kunne høre så meget forkert. Det, min mor rent faktisk sagde, var, at hun syntes, at hun kunne lugte bollerne, som hun havde sat i ovnen 🙂

At man hører dårligt, er naturligvis en frustration i rigtig mange sammenhænge, men hold da op hvor kan det være opmuntrende, når man engang imellem kan opleve misforståelser, der kan være direkte underholdende. Her synes jeg især, det kan være en befrielse at tage det op i situationen og fortælle de andre, hvad man hørte, så vi alle kan more os over det. Det er også med til at give andre en bedre forståelse for, hvordan man hører.

Det minder mig i øvrigt også om, da jeg skrev et tidligere indlæg på denne blog, hvor jeg ville skrive ordet “mundaflæse”, som ordbogen i min browser ikke kendte. Jeg tjekkede det lidt nærmere, og fandt ud af, at den foreslog ordet “Mundblæse”. Nøj hvor kan man få nogle sjove sætninger, hvis man skriver det i stedet. Jeg skrev om det med et par venner på Facebook, og her er nogle af de sætninger, vi fandt frem til:

  • “Jeg kan ikke høre, hvad du siger, jeg skal kunne mundblæse dig”
  • “Jeg er nødt til at mundblæse dig”
  • “Man kan mundblæse op til 75% uden at høre”
  • “Når man ikke kan mundblæse folk, kan man ikke følge med”
  • “Lad nu være med at gemme din mund bag dine hænder, jeg kan ikke mundblæse dig!”

Comments

comments