Det er en spændende rejse at forholde sig til sit høretab. Jeg er især begyndt at have fokus på hvad det reelt set er jeg kan høre eller ikke høre, og det er en hård proces.
Jeg kan f.eks. sidde og høre et stykke musik, og mens jeg koncentrerer mig konstatere at jeg jo godt kan høre at der bliver sunget, men at jeg slet ikke kan høre alle de konsonanter der har pustelyde. Det har jeg jo nok altid vidst, men det at blive bevidst om det, og mange andre ting er lidt hårdt at forholde sig til.
Resultatet er naturligvis at tankerne omkring sin hørelse fylder rigtig meget i bevidstheden, og at man får en følelse af at følelserne ligger lige under huden. Men jeg vil ikke sige at det er en træls følelse – tværtimod – jeg ser mere på det som en mulighed for at tage observationerne til efterretning sådan at jeg kan reagere på dem. Det vil sige, at jeg kan fokusere på hvad jeg kan gøre for at høre bedre i de enkelte situationer. I eksemplet med musik er en meget let løsning at høre musik mens man har sangteksterne – så kan man følge med i hvad der bliver sunget – og så kan jeg endda bedre ane de manglende konsonanter fordi jeg ved, at de kommer. I dagligdagen er det naturligvis ikke så enkelt at sætte undertekster på hvad der bliver sagt i den anden ende af telefonen eller hvad kollegaerne siger bag deres computerskærm. Men i mange situationer ligger der løsninger som bare skal tages i brug. Det kan f.eks. bestå i at få folk til at omformulere en sætning eller ved at gøre brug af hjælpemidler, der giver en bedre lyd i støjene omgivelser.
Men den løsning på problemet som naturligvis fylder mest er naturligvis hvorvidt Cochlear Implant (CI) vil kunne være en fordel for mig. CI kræver en operation og der er således rigtig mange ting man skal forholde sig til.
Men selvom jeg egentlig føler, at det er en hård proces føler jeg mig også meget afklaret omkring processen. Det er en succesfølelse at kunne konstatere problemer og samtidig vide at der kan findes løsninger på dem.