Jeg stod i efterårsferien i den uheldige situation, at der var kommet fugt i mit ene høreapparat. Det havde i første omgang blot den konsekvens, at batteriet løb tør. Jeg skiftede derfor batteriet, og fjernede alt det vand fra batteriskuffen, som jeg kunne. Det virkede sådan set fint. Men omkring 10 minutter senere var der trængt vand ind i den elektronik, der styrer lydstyrken med den konsekvens, at apparatet konstant forsøgte at skrue op for sig selv – og det andet apparat. Når man skruer op for apparaterne, siger de et “bip” hver gang de skrues en tak op, og når lydstyrken står på max, vil de sige to forskellige bip lyde. Resultatet var således, at apparaterne lød lidt som en brandbil, fordi lydstyrke-knappen konstant sendte signal om at skrue højere op for lyden, end apparaterne kunne.
I første omgang forsøgte jeg at tørre apparatet med min mors føntørrer, men det lykkedes ikke, så jeg valgte at lægge apparatet til tørre på en radiator. Efter et par timer kom apparatet til at virke igen. Men ventetiden hvor jeg kun havde lyd på det øre, hvor jeg hører dårligst var ganske forfærdelig. Jeg blev først og fremmest mindet om, hvor vigtigt det er at kunne høre med begge ører, men jeg blev også mindet om, hvor dårlig min skelneevne reelt er. For når man hører med begge ører, kan man til dels opveje den dårlige skelneevne. Jeg oplevede, at jeg reelt set ikke kunne høre mere end én lyd ad gangen, idet flere samtidige lyde ligesom løber sammen, og lyder meget mere skarpe.
Konsekvensen var, at jeg næsten umuligt kunne høre tale, hvis der var nogen som helst støjkilder til stede – sidder man f.eks. og spiser frokost, så er lyden af bestik, skramlen med madposer etc. nok til at gøre det umuligt at høre, hvad en anden siger – også selvom der snakkes meget tydeligt. Jeg måtte klare mig næsten udelukkende ved hjælp af mundaflæsning.
Oplevelsen af det meget anderledes lydbillede med skarpere lyde som ikke kunne skelnes fra hinanden, og et behov for ekstrem koncentration for at kunne forstå tale gav mig næsten en følelse af blive let rundtosset – dog heldigvis ikke svimmel og utilpas.
Når jeg opholder denne oplevelse i forhold til mine overvejelser omkring, hvorvidt jeg skal have Cochlear Implant (CI), er det endnu mere klart for mig, at jeg kunne have fordel af at få CI. Grunden til dette er, at jeg kender flere CI-brugere, som kun har CI på et øre, og de klarer sig væsentlig bedre, end jeg gør i de situationer hvor jeg står med et høreapparat.
Jeg ser meget frem til at få eksperternes vurdering af, hvorvidt CI kunne være en løsning for mig. Derfor glæder det mig også meget, at jeg allerede nu har fået en indkaldelse til Højreklinikken i Odense med henblik på at få det afklaret. Jeg skal derind d. 1. november 🙂