For lidt over 2 uger siden (d. 28. februar) fik jeg en Cochlear Implant operation på begge ører. Nu er jeg ved at komme til hægterne igen. Så det må være på tide, at jeg får fortalt om de mange oplevelser, jeg havde i forbindelse med min operation og de følgende dage. Jeg har hver dag skrevet noter om, hvad jeg har oplevet, så der er bestemt nok at tage fat på 🙂 I dette første indlæg vil jeg fortælle om mine oplevelser med operationen og den følgende dag.

Operationsdagen – dag 1

Godt som man endelig er faldet i søvn, og har sovet i maks 1-2 timer beslutter vækkeuret sig for, at nu er det blevet tid til at stå op kl. 4.30 og tage et bad. Det var rigtig hårdt at starte så tidligt på en næsten søvnløs nat. Jeg skulle møde på sygehuset kl. 6.30, så derfor var min mor og jeg nødt til at stå så tidligt op. Min mor ville køre mig på sygehuset og iøvrigt bo hos mig i de første par dage efter operationen.

På sygehuset blev jeg med det samme vist frem til den stue, jeg skulle være på. Jeg fik min egen stue, og skulle således ikke dele stue med en anden patient – det var dejligt. Jeg blev relativt hurtigt spurgt, om jeg havde fået nogle panodiler – det havde jeg ikke, så sygeplejersken kom med 2 panodiler, som jeg skulle tage. Herefter kom hun med noget hospitalstøj til mig – ikke ligefrem noget fantastisk modetøj 😉

Da jeg havde fået det meget løstsiddende hospitalstøj på, skulle jeg have fjernet håret i de områder hvor de skulle operere. Det var et hurtigt overstået kapitel, og jeg fik også sygeplejersken til at fjerne lidt mere hår end nødvendigt for at få det til at se lidt pænere ud. Men det var nu stadigvæk ikke nogen fantastisk køn frisyre…

Herefter sad jeg og snakkede lidt med min mor inden operationen kl. 8. Omkring tyve minutter før operationen kom der en portør for at køre mig ned til operationsstuen. Det var en noget underlig følelse at skulle køres derned, for jeg var jo frisk som en havørn. Jeg havde en følelse af, at det var helt forkert at ligge ned – jeg var jo ikke syg og sengeliggende – så jeg valgte at sidde op. Portøren kørte min seng ned på gangen foran den operationsstue, hvor jeg skulle opereres. Her sad jeg vel i 5-15 minutter – det var svært at fornemme tiden. Men ikke desto mindre gik tiden rigtig fint, og jeg var egentlig ikke nervøs – måske mest bare lidt spændt. Jeg fik tiden til at gå med at observere, at der var travlt – klokken var lige omkring 8, og det er tidspunktet, hvor alle operationer starter, så alt personalet rendte frem og tilbage på gangen. Jeg hilste på et par stykker, og kunne iøvrigt se, at de var igang med at gøre min operationsstue klar. Det var på sin vis meget afslappende at sidde der og på sin vis glæde sig – selvom jeg også sad med en følelse af ikke helt at kunne begribe, hvad det var jeg skulle igennem – ikke bare på operationsstuen men også bagefter.

Operationen

Da ventetiden var overstået, kommer kirurgen og et par sygeplejersker ud fra operationsstuen, og går hen til mig. De var meget venlige, og bad mig om at fortælle dem mit CPR-nummer, hvorefter jeg blev bedt om at følge med ind på operationsstuen. Da jeg kom ind på operationsstuen, stod der hurtigt 3-4 personer klar til at give hånd og præsentere sig for mig. På nuværende tidspunkt kan jeg dog ikke huske, hvem de egentlig var, for det var på det tidspunkt ikke rigtig interessant for mig – men jeg tror nok, at det var narkoselægen og et par sygeplejersker. Jeg blev herefter vist hen til operationsbordet, som jeg skulle lægge mig på. Efter lidt justering af hvor jeg lå, følte jeg egentlig, at jeg lå meget godt, og jeg følte mig i trygge hænder med det hyggelige personale, som iøvrigt virkede til at have fokus på at gøre det til en behagelig og afslappet oplevelse for mig. En af sygeplejerskerne spurgte mig f.eks., om jeg følte, at jeg skulle spænde i min højre arm for at holde den oppe på bordet – det følte jeg ikke. Men hun pakkede armen blidt ind i noget papir, som blev spændt fast, så min arm ikke kunne falde ned – det føltes lidt som at blive pakket ind i et dejligt tæppe 🙂

Jeg fik lagt et drop i min venstre hånd – det gjorde egentlig ikke specielt ondt – men jeg kunne da godt mærke det. De gav mig noget saltvand i droppet, og jeg kunne svagt mærke, at blodåren blev en smule kold – dog uden at det er ubehageligt. De var hele vejen igennem meget flinke til at fortælle mig, hvad de gjorde, inden de gjorde det.

Efter lidt tid skulle jeg i narkose, og jeg fik derfor en maske for næsen, som jeg skulle trække vejret i. Lægen aede mig let på kinden imens og sagde, at jeg nok snart ville kunne mærke effekten. Jeg når kort at sige, at nu kunne jeg mærke det – jeg mærkede det, som om jeg blev let rundtosset, og derefter gik der ikke mange sekunder, før jeg var væk – det opdagede jeg dog ikke selv.

Det næste jeg husker er, at jeg blev vækket fra en drøm – det første jeg tænkte, var noget i retningen af: hvad er der sket her? Nå ja, jeg er på sygehuset… Har de overhovedet opereret mig? Er operationen afbrudt? Har de opereret begge ører? En af dem på stuen viser dog hurtigt et Thumbs up tegn for at signalere, at alt er gået godt. Det havde jeg dog selv meget svært ved at forstå.

Jeg blev hurtigt bedt om at kravle over i min seng, som de havde sat ved siden af operationsbordet. De hjalp til med det, og herefter blev jeg kørt til opvågningen. På vejen konstaterede jeg ret hurtigt, at jeg havde tinnitus på begge ører – det lød på dette tidspunkt, som hvis man havde sat en gammeldags radio på en frekvens, hvor der ikke er en kanal.

Opvågningen

På opvågningsstuen var jeg til at starte med stadig mystificeret over, om jeg var blevet opereret, og om alt er gået som det skulle. Jeg kunne dog mærke, at jeg havde en stor forbinding på, og at der var noget blødt stof, der rørte ved begge ører – det føltes lidt som at have et par store ørevarmere på, hvor der var noget vat, der rørte meget let ved selve ørerne. Jeg troede ikke, at jeg ville kunne mærke mine ører så godt så hurtigt efter operationen – men der var dog hurtigt en læge forbi min seng, som igen signalerede, at det var gået godt med et thumbs-up tegn.

Selvom jeg var kommet på opvågningen, følte jeg mig egentlig ret vågen med det samme, selvom jeg sagtens kunne mærke, at min krop havde været laaangt væk. Men jeg begyndte selvfølgelig ret hurtigt at “lytte” til min krop, for at finde ud af om alt var, som det skulle være. Noget af det første jeg konstaterede var, at jeg havde en mystisk kemisk smag i venstre side af munden, som mindede om en smag af noget medicin. Årsagen viste sig at være, at jeg havde mistet min smagssans i venstre side af tungen – dog ikke helt ud på siden af tungen. Jeg opdagede også, at jeg ikke kunne mærke og bevæge lillefingeren og ringefingeren på min venstre hånd, hvor mit drop også sidder i. Personalet forklarede mig, at jeg tilsyneladende havde ligget på en måde, hvor der ikke var kommet blod ud i den ene side af hånden – området var helt blåt. Jeg blev bedt om at massere det og konstant prøve at bevæge fingrene for at få blodet derud. I løbet af et par timer var farven kommet tilbage, men det tog omkring et døgn før hånden føltes nogenlunde normal igen.

Det lykkedes mig ret hurtigt på opvågningen at spotte et ur, hvor jeg kunne se, at klokken var blevet 14.20, så jeg havde altså været i narkose i omkring 6 timer. Det var noget længere, end det jeg havde forventet – men jeg går ud fra, at dette skyldes den pause de holdte mellem operationen af de 2 ører. Tid er iøvrigt et sjovt fænomen i forhold til narkosen. For på den ene side kunne jeg godt fornemme, at der var gået noget tid, men på den anden side er det sidste jeg kunne huske jo, at jeg blev lagt i narkosen – tiden var altså ikke rigtig gået under narkosen – for mig var klokken ikke 14.20 endnu, men omvendt kunne jeg godt mærke, at jeg havde fået “en lur” – omend en speciel en af slagsen.

Da operationen havde taget så lang tid, kom personalet relativt hurtigt med en ultralydsscanner for at tjekke min blære – de ville være sikre på, om jeg kunne holde mig – de sagde at man ikke kan mærke, hvis man skal tisse lige efter en operation – jeg følte dog, at jeg godt kunne mærke min blære, for jeg kunne mærke, at der var noget deri, men det føltes på ingen måde, som om det hastede – det gav sygeplejersken mig ret i. Det er dog en lidt sjov historie at være blevet scannet med en maskine, som de fleste nok normalt forbinder, med noget man bruger til scanning af gravide.

En af sygeplejerskerne spurgte mig, hvordan jeg havde det, og om jeg følte mig frisk – jeg svarede, at jeg havde det glimrende, men at jeg næsten ikke kunne holde øjnene åbne på grund af min forbinding – den trykkede huden ned foran mine øjne. Derfor kom der en anden sygeplejerske, som skulle lægge min forbinding om – det var dejligt at kunne se igen 😉

Jeg blev herefter tilbudt at få en is – det ville jeg meget gerne have, for jeg var tør i halsen, og havde jo ikke fået noget næring hele dagen. Jeg var dog lidt skuffet over, at det var en sodavandsis – men det var dog stadig guld værd. Det var dog en sjov fornemmelse at spise isen, jeg manglede jo min smagssans i den ene side af tungen.

Personalet fortalte herefter, at jeg var klar til at komme op på min stue. Der gik dog lang tid, da portørpersonalet havde meget travlt på det tidspunkt. I ventetiden fik jeg et glas saftevand, og personalet tjekkede også min blære en ekstra gang – stadig god plads 🙂

Tilbage på min stue

Da vi kom op, sad min mor og ventede i et venteværelse foran elevatorerne – dejligt at se hende – jeg kunne forestille mig, at det havde været en langsommelig proces at skulle vente så længe. Men tilbage på stuen fortæller jeg kort min mor om, hvordan jeg havde det, og at vi havde måttet vente længe på portørpersonalet. Men vi er dog enige om, at operationen havde taget noget længere tid, end vi regnede med – Vi spurgte sygeplejersken om morgenen, hvor lang tid de regnede med, at operationen ville tage, og der svarede hun 3½ time – men hun var dog noget usikker på det.

Efter lidt tid kom der et par læger ind på min stue for at høre, hvordan jeg havde det og svare på spørgsmål. Jeg havde i forvirringen ikke noget konkret spørgsmål, og jeg følte iøvrigt, at det var besværligt at stille spørgsmål, nu hvor jeg ikke kunne høre svaret. Min mor spurgte, hvorfor det tog så lang tid – men det havde de ikke noget svar på. Med hensyn til den manglende smag sagde lægerne, at det var en normal bivirkning, og at den resterende smagssans med tiden ville tage over, for det der manglede således, at jeg ikke ville lægge mærke til det. Med hensyn til tinnitus sagde lægerne, at det var en normal bivirkning – tinnitus ville ændre sig over de kommende dage og uger, og for de fleste ville det gå væk. De undersøgte, om jeg var svimmel – det var jeg ikke, så længe jeg lå stille (dette testede de med nogle meget uklare briller, som gjorde, at jeg ikke kunne fokusere på noget). Herudover tog de også en stemmegaffel frem og satte mod min pande for at finde ud af, om jeg kunne høre noget. Hertil svarede jeg, at jeg kunne høre min egen stemme i den ene side – så grinte de lidt 🙂

Jeg begyndte så småt at kunne mærke, at jeg var øm – min oplevelse af at have ørevarmere på, havde ændret sig til en følelse af at have de samme ørevarmere på, bare med en skarp kant der trykkede. Årsagen var naturligvis, at bedøvelsen var ved at aftage.

Jeg begyndte at køre mit ryglæn i sengen lige så stille op indtil, jeg sad helt op. Det foregik dog i små trin, for jeg blev lidt svimmel hver gang, jeg kom lidt længere op. Da jeg var kommet helt op fik jeg benene ud over sengekanten, og brugte her noget tid på at bevæge de forskellige dele af kroppen. Ved at bevæge kroppen fik jeg arbejdet nogle rester af narkosen ud af kroppen samtidig med, at jeg fik bekæmpet noget svimmelhed. Med fødderne på gulvet kørte jeg nu sengen op, indtil jeg var helt oppe og stå – herefter gik jeg langsomt ud på toilettet stadig en smule svimmel.

Aftensmad

Efter toiletbesøget skulle jeg have noget mad – jeg var helt vildt sulten, og de var ved at servere aftensmad. Jeg gik meget langsomt ud på gangen, og stillede mig op for at se, hvad de serverede. Det var en smule uoverskueligt, og jeg lagde også mærke til, at de andre patienter stirrede på mig. Men OK, det så jo også ud som om jeg havde været igennem en meget stor operation i hovedet, da jeg havde den forbinding på, og iøvrigt kom gående i så langsomt et tempo 🙂

Jeg var som sagt meget sulten, og fik derfor bestilt en meget stor tallerken med noget af det hele på. Min mor bar bakken med min mad tilbage til stuen, hvor jeg satte mig i en stol ved et bord. Nu er hospitalsmad ikke det mest spændende, men pyt med det, for jeg var sulten. Jeg måtte dog kassere de uappetitlige grøntsager og det meste af min dessert – det var uspiseligt. Min manglende smagssans i den ene side af munden var noget forvirrende – maden smagte rigtigt i den ene side af munden, men nej hvor var det underligt at spise noget mad i den anden side, hvor det eneste indtryk, jeg fik af maden, var konsistens og temperatur. Jeg sluttede af med at spise en banan, og her måtte jeg konstatere, at bananers konsistens alene er tæmmelig uappetitlig – jeg lod helt være med, at lade bananen være i den side af munden hvor jeg ikke kunne smage den.

Efter min aftensmad tog min mor hjem – det havde naturligvis været en lang dag for hende. Jeg satte mig herefter til, at se fjernsyn og skrive besked på facebook om, at operationen var gået godt. Jeg skrev også lidt med et par kammerater. Mens jeg sad på stolen, fik jeg iøvrigt et drop med penicillin.

Aften og natten

Lidt senere gik jeg lidt rundt på stuen, der gik ikke mere i fjernsynet, der var værd at se, og jeg var træt – men omvendt var jeg heller ikke i tvivl om, at jeg ikke ville kunne sove. Dels var min tinnitus blevet være, og dels gjorde det ondt fra såret og den stramme forbinding, jeg havde på. Det var dog rart at gå lidt rundt på stuen, nu hvor jeg havde ligget og siddet ned så længe.

Jeg lagde mig herefter i sengen for at få slappet af, og prøve om jeg kunne hvile lidt. Jeg kunne dog slet ikke finde ro, for det gjorde ondt, og larmede i mit hoved. Jeg brugte derfor tiden til at fundere over alt det, jeg havde oplevet og den tid, jeg nu gik i møde. Det der slog mig mest, var, at jeg slet ikke havde haft fantasi til at forestille mig, hvad det vil sige at gennemgå sådan en operation, og hvor hårdt det egentlig ville være. Det var lidt underligt at forholde sig til, for jeg havde jo netop sat mig ind i næsten alle aspekter omkring forløbet, og vidste jo godt, at det ville være hårdt – det var bare ikke rigtig gået op for mig før. Men jeg er dog rigtig glad for at have brugt så meget tid på at undersøge alle disse aspekter, for det gjorde, at jeg kunne holde mine oplevelser op imod de ting, som jeg havde hørt andre fortælle om.

Det lykkedes mig slet ikke at sove denne nat på grund af tinnitus og smerter. I løbet af natten var jeg oppe på det maksimale smertestillende, de turde give mig – jeg følte dog stadig, at det gjorde ligeså ondt – jeg kunne dog mærke i mine hænder, at de var en lille smule følelsesløse. Jeg syntes dog heldigvis, at tiden gik forholdsvis hurtigt denne nat, selvom jeg var vågen hele vejen igennem, for dybest set var jeg egentlig bare glad for, at jeg langt om længe var kommet igang.

Dag 2

Efter en nat uden et lukket øje var min tinnitus steget betydeligt i styrke, og den lød nu som et tågehorn på en færge, der tuder konstant. Det var lidt svært at se bort fra så meget larm.

Tidligt om morgenen fik jeg et drop med penicillin. Herefter fik jeg forbindingen af mit hoved således, at der kun var plastre hen over sårene. Disse plastre var allerede sat på ved operationen. Det var en kæmpe lettelse at få forbindingen af, for den sad meget stramt, men det ændrede ikke så meget ved selve smerterne. Det var dog lettere at abstrahere fra, at det gjorde ondt, nu hvor jeg skulle stå op, og iøvrigt kunne se frem til at blive udskrevet.

Jeg skulle lige overvinde lidt svimmelhed, da jeg stod op, og da jeg var på toilettet, konstaterede jeg, at jeg skulle hurtigt tilbage og sidde på sengen, for jeg kunne mærke, at jeg manglede blod til hovedet.

Kirurgen kiggede ind på stuen. Han bad mig om at rejse mig igen – jeg var lige akkurat blevet bedre efter at mangle blod til hovedet – men det gik fint. Han bad mig iøvrigt om at holde balancen med lukkede øjne. Det gik fint. Han konstaterede, at alt var som det skulle være, og at jeg derfor kunne udskrives – men jeg måtte godt blive til op ad dagen.

Skrub-hjem-mad (morgenmad)

Jeg fik morgenmad – det var dog udsædvanligt kedelig mad – det blev ikke bedre af, at jeg ikke kunne smage det i halvdelen af munden. Efter morgenmaden skiftede jeg til mit eget tøj igen. Det var noget nemmere at holde varmen i det tøj, og så føltes det som det helt rigtige at gøre nu, hvor jeg var udskrevet. Det var en dejlig følelse.

Min mor kom ind på stuen igen – jeg var indstillet på, at jeg snart ville hjem. Men jeg skulle dog lige op i omdrejninger først. Efter at have snakket lidt om hvordan det var gået med min mor, kom sygeplejersken ind på stuen for at orientere om de kommende dage, når jeg kom hjem. Hun startede med at sige, at jeg godt måtte tage høreapparaterne på. Jeg kiggede lidt skeptisk på hende, for jeg havde hørt, at andre havde fået at vide, at de ikke måtte tage apparaterne på, før såret var helet op. Men jeg valgte så at lytte til hende, for jeg ville naturligvis følge de instrukser, jeg havde fået. Men jeg måtte dog hurtigt sande, at jeg ikke kunne bruge høreapparaterne til noget, for lyden trængte slet ikke igennem – men jeg havde dog også en meget høj tinnitus på det tidspunkt. Derudover kunne jeg også mærke, at propperne slet ikke sluttede ordentlig tæt – mine ører var hævet en lille smule, så faconen passede ikke helt.

Jeg var praktisk talt helt døv, og derfor var jeg hårdt ramt på min evne til at kommunikere. Jeg havde en notesblok med på sygehuset, som jeg bad folk om at skrive i, når de ville sige noget til mig, som jeg ikke kunne mundaflæse. Jeg synes, det var guld værd med denne løsning, og det betød jo også, at jeg efterfølgende har haft mulighed for, at gå tilbage og se hvad det nu var, de havde sagt/skrevet til mig.

Tid til at tage hjem

Efter lidt tid besluttede jeg mig for, at det var tid til at tage hjem. Jeg tog afsked med det dejlige plejepersonale, og gav dem den blomst, der havde stået på min stue. På vej ud til bilen kunne jeg godt se, at der var nogle der lagde mærke til, at jeg havde store plastre på, og iøvrigt gik langsomt. Da vi kom udenfor tog jeg dog en hætte over hovedet for at holde varmen. Det var rigtig dejligt at komme ud i den friske luft – jeg opdagede ihvertfald, hvor kedelig lugten måtte have været inde på sygehuset.

Køreturen hjem gik rigtig fint – jeg havde ingen problemer med svimmelhed. Jeg sad mest af alt og smilede hele vejen hjem over, at nu var jeg igang. Da vi kom hjem, fik vi noget god frokost fra en rigtig god bager. Det var tiltrængt oven på den kedelig morgenmad, som jeg havde fået. Jeg havde dog problemer med noget af maden på grund af den manglende smag og dermed forhøjede fokus på konsistens. Jeg foretrak derfor at spise rugbrødsmadderne.

Efter frokosten fik jeg mig en lur – det var godt, for det lykkedes mig langt om længe at hvile en smule til trods for mine smerter, tinnitus og at jeg iøvrigt lå dårligt, fordi jeg skulle ligge på ryggen med hævet hovedgærde.

Jeg kan høre noget 🙂

Imens min mor lavede aftensmad, prøvede jeg med et par in-ear hovedtelefoner, om jeg kunne høre noget på den måde. Her opdagede jeg til min store glæde, at jeg faktisk godt kunne høre lidt musik. Det var dog kun den dybeste bas, jeg kunne høre i kombination med noget skrat. Men det var nu meget fedt at konstatere, at jeg havde bevaret noget af min hørelse – så var det spændende jo bare hvor meget – men lige meget hvad havde det den positive side, at jeg således ville have mulighed for engang imellem at kunne høre lidt musik, nu hvor jeg ikke kunne bruge mine høreapparater, og iøvrigt var plaget af tinnitus.

Min mor så Xfactor – men jeg må nu indrømme, at det ikke var interessant for mig at se det uden lyd. Jeg brugte derfor tiden på facebook, og gik tidligt i seng. Det lykkedes mig heldigvis endelig at sove – jeg var kun vågen 2 gange den nat 🙂

—

Det var alt, hvad jeg havde at fortælle om de første 2 dage efter operationen. Men bare rolig jeg har meget mere at fortælle om. I det næste indlæg vil jeg blandt andet fortælle om dag 3, som var den klart hårdeste dag for mit vedkommende.