I går tog jeg nok et af mit livs største beslutninger, da jeg sagde ja til at ville have Cochlear Implant (CI). Jeg har, som jeg efterhånden har fået beskrevet i en række af mine tidligere indlæg, gået og overvejet CI i et stykke tid. Men jeg har igennem hele processen været i tvivl om, hvorvidt mit høretab og min skelneevne var “dårlig nok” til at komme i betragtning til at få CI. Det har været en meget hård proces, fordi jeg har forholdt mig så grundigt til mit største problem – mit handikap.
Jeg har på denne blog brugt en del tid på at sætte ord på de mange tanker, jeg har haft, samt at få beskrevet hvad der reelt set er mit problem i forhold til at høre med almindelige høreapparater. Det har været meget spændende at gøre det, men det har i høj grad også givet mig rigtig meget selv at få sat ord på mine tanker, og hvordan jeg oplever min hørelse. Men overordnet set har mine betragtninger drejet sig om det faktum, at min hørelse bliver gradvist svagere og, at jeg i rigtigt mange sociale sammenhænge er begyndt at opleve at blive koblet af ganske enkelt, fordi jeg skal koncentrere mig 300% for bare at følge nogenlunde med i en samtale. Konsekvensen er på sin vis, at jeg har følt mig lidt socialt isoleret uden reel mulighed for at kunne gøre noget ved det. Derfor har jeg igennem et stykke tid også været overbevist om, at jeg på nogle områder burde kunne have fordel af at få CI – dog uden at have en idé om hvor stort udbytte jeg ville kunne få af det.
Det har været nervepirrende at forholde sig til det. For på den ene side har jeg forholdt mig til, hvor fortvivlende det egentlig er at have så dårlig hørelse, som jeg har i dag. Men på den anden side har jeg også forholdt mig til en løsningsmodel, som måske kunne hjælpe mig. I de seneste par uger har tvivlen fyldt ekstremt meget i mit hoved. Jeg så det som et skrækscenarie, hvis jeg fik at vide, at CI ikke var en løsning for mig. For hvis det var konklusionen, ville jeg jo stå i den situation, hvor jeg ville være nødt til at skulle acceptere alle de dårlige sider, der er i forhold til min nuværende hørelse – og det ville være helt ubærligt i betragtning af, hvor meget jeg havde gravet i mine følelser omkring det. Men sådan skulle det heldigvis ikke gå – sikke en lettelse – jeg føler at jeg slap for en masse spændinger i hele kroppen efter denne afklaring 🙂
Nej hvor er jeg spændt på det kommende forløb. Pt. er der naturligvis nogle praktiske ting, der skal på plads inden, jeg får en endelig indkaldelse til operationen, men det lader til, at det bliver en ret hurtig proces, som måske resulterer i, at jeg bliver opereret i december eller januar. Lige nu virker det en smule uoverskueligt at forholde sig til en operation under fuld narkose efterfulgt af 3-5 uger, hvor jeg vil være helt døv. Derudover er det stadig meget svært at sætte sig ind i hvor meget anderledes, jeg vil opleve lyd med CI – men jeg ser meget positivt på det og tror bestemt på, at jeg går en lysere fremtid i møde.
Hvad er et Cochlear Implant?
CI er som navnet indikerer et implantat. Man opererer en elektrode ind i øresneglen, hvorfra den vil afgive elektriske impulser direkte til hørenerven. Ud over selve implantatet, som skal opereres ind i øret, har man også et ydre apparat (processoren) på, som på mange måder minder om et høreapparat. Men jeg vil ikke bruge en masse tid på at forklare, hvad et Cochlear Implant er her. Vil du vide mere, kan du starte med denne meget korte Youtube video – og ellers kan du finde masser af materialer med en hurtig Google søgning på “Cochlear Implant”.